torsdag den 2. september 2010

Central Gothåb [GO] (Frederiksberg)

Oprettet 1895, hvor den afløste centralen i Smallegade. Navnet Gothåb er ingen stavefejl. Fra begyndelsen hed centralen Godthaab, men bolle-å'et kom til i 1906 og d'et gled ud i 1911. Nogle har foreslået, at navneændringen skyldtes et ønske om kun at have centralnavne på maksimalt seks bogstaver, og godt nok blev Hellerup på samme tid ændret til Helrup, men andre centralnavne kunne uden besvær fortsætte med flere end seks bogstaver, f.eks. Kastrup og Gentofte.
Centralen lå fra oprettelsen i 1895 i ejendommen Roarsvej 26 i det såkaldte Svømmehalskvarter på Frederiksberg.
I 1913 købte KTAS en byggegrund på Rolfsvej 37, et stenkast fra Roarsvej.
Byggeriet af den nye central blev straks sat i gang, men krigens materialemangel betød, at den først kunne tages i brug i slutningen af 1916. Der var indrettet lejligheder til en forstanderinde (med altan!) og en telefonmontør. Flere mindre lejligheder udgjorde tilsammen et "telefonistindekollegium". Opsigelsen af lejemålet på Roarsvej skete først i 1918. Der var alvorlig boligmangel under krigen, og det ramte også flere ansatte ved KTAS.
Den nye central blev indrettet efter centralenergiprincippet, kendt fra hovedcentralen i Nørregade. I 1932 skiftede man imidlertid til det mere moderne demiautomatiske system.
I perioden 1961-70 blev flere og flere Gothåb-abonnenter overflyttet til den fuldautomatiske central i Telefonhuset på Borups Allé. Telefonistinderne på Rolfsvej ekspederede de allersidste samtaler den 30. november 1978. Herefter blev de resterende abonnenter overflyttet til Borups Allé.
Gothåbs gamle abonnenter fik retningscifrene 10, 19 og 34 (1964-70) samt 86, 87 og 88 (1978).
KTAS havde ingen brug for bygningen på Rolfsvej og solgte den. Ejendommen er i dag en ejerboligforening. Bygningens ydre er stort set bevaret, dog har man desværre sløjfet indgangspartiet til højre. Fra 1916 kunne den store centralbygning ses helt oppe fra Godthåbsvej, men den har siden 1934 været klemt inde bag Frederiksberg Svømmehal.

Kilder: KTAS' telefonbog 1896 (første omtale af Gothåb). KTAS' årsberetninger 1913-1978 (div. år). Billedet er fra KTAS' jubilæumsskrift 1931.